Heldigvis kan man hurtigt og let komme ud i smuk natur, hvis Washingtons højtidelige stemning af magt og minder trænger til at blive brudt. Floden Potomac løber gennem Washington, og man kan hoppe på en flodbåd til den charmerende by Alexandria. Eller tage en dagstur til nationalparken Shenandoah, som byder på mere end 800 kilometer vandrestier.
Washington har sit navn efter den første præsident, George Washington. Byen blev hovedstad i 1800 – magtcentret havde hidtil ligget i Philadelphia. Washington blev anlagt efter planer af en fransk ingeniør, så det er ikke så mærkeligt, at her ligger brede boulevarder og store parker… Og den monumentale arkitektur, der primært er opført i 1800 og 1900-tallet var faktisk planlagt til at udstråle stolthed.
I daglig tale bare The Mall er en park på tre kilometer, der går som en akse mellem Potomac-floden og Capitol, flankeret af en række vigtige institutioner og monumenter. Der har været talrige demonstrationer på The Mall, og det var foran Lincoln Memorial, at Martin Luther King holdt sin berømte tale ”I have a dream”.
Da der findes uendelig mange og gode museer i Washington, er det vanskeligt at udpege nogle fremfor andre. Men alene langs med The Mall ligger følgende: National Museum of American History med lokomotiver, indbo, kunst og computere. Naturhistorisk Museum, der skildrer naturen og menneskets plads i den. Her er alt fra dinosaurer til insekter. Freer- og Arhur M. Sackler-gallerierne udstiller kunst fra Østen. På Hirshhorn-museet er der moderne kunst fra hele verden. National Museum of African Art har et bredt udvalg af kunst fra hele Afrika. National Air and Space Museum er et af verdens bedste museer for luft- og rumfart. National Gallery of Art rummer en fin samling af værker fra middelalderen til i dag. National Museum of the American Indian har en samling af kunsthåndværk og religiøse genstande fra forskellige indianerkulturer.
Smithsonian Institution er USA's nationalmuseum, som står bag hele 14 museer i Washington og to i New York. Det er et forsknings- og museumscenter, grundlagt i 1846, med samlinger på mere end 140 millioner genstande i alt. Hovedbygningen, der ligger i Washington, hedder Smithsonian Castle, da det ligner et slot. Den danske arkitekt Bjarke Ingels er udvalgt til at udarbejde en masterplan for udviklingen af museerne. Planen bliver effektueret fra 2016 og 20 år frem.
Rigtig mange af museerne har gratis adgang.