Det er først i de senere år, at rejser til Bodrum er kommet på det danske rejsemarked, og det er svært at forstå, for byen er let at forelske sig i. Samtidig adskiller den sig markant fra de andre populære, tyrkiske feriebyer som Alanya, Antalya og Side. Med sine charmerende, hvide huse og de grønklædte bakker er atmosfæren næsten mere græsk end tyrkisk, når du rejser til Bodrum, og det er intet tilfælde. Byen blev grundlagt som græsk koloni for flere tusind år siden og er stadig rig på arkæologiske fund fra den begivenhedsrige historie.
Faktisk var det antikke Bodrum, Halikarnassos, hjemstavn for den berømte dronning Artemisia, der optrådte som admiral i den persiske flåde under krigene mod de græske bystater ca. 480 f. Kr. Hendes bedrifter blev nedfældet af Herodot, der også kaldes for historieskrivningens fader.
Ca. 150 år senere opførte en anden dronning Artemisia det storslåede mausoleum for hendes afdøde mand, Mausolos, der var et af den antikke verdens syv vidundere. Desværre er kun fundamentet og enkelte statuer bevaret, men mausoleet er et must-see, når du rejser til Bodrum. Også det antikke amfiteater, der ligger smukt for foden af de bløde højdedrag, er en indtryksfuld oplevelse.
Bodrums vartegn er den imponerende fæstning, der ligger på en lille ø mit i havneindløbet. Slottet blev opført af Johannitterriddere, der kom hertil i det 15. århundrede og huser et fint museum med spændende undervandsarkæologiske fund.
Rejser du til Bodrum med familien, vil du elske det gode udvalg af dejlige All Inclusive-hoteller, hvor børnene frit kan forsyne sig af alle deres livretter. Både i centrum og uden for Bodrum byder hotellerne på flot anlagte poolområder, og på hver side af den charmerende lystbådehavn er der fine små sandstrande. De fleste af hotellerne uden for Bodrum har adgang til deres egne sandstrande. Disse hoteller er også et oplagt valg for jer, der rejser på kæresteferie, eller som blot foretrækker de fredelige omgivelser, hvor de eneste naboer er bjergene og havet.
Vejret i Bodrum er klassisk for Middelhavsområdet, men takket være placeringen i ly af bjergene er vejret meget stabilt. Hvis vejret er afgørende for din rejse til Bodrum, anbefaler vi dig at rejse i forsommeren eller det tidlige efterår, hvor vejret er mildt.