De små fine keramikskåle lokker i alverdens farver og mønstre. Skal det være de blå/hvide i Tunesiens traditionelle farver, eller de smukke skåle med det orange mønster? Det kan være overordentligt svært at vælge, når du står midt i hjertet af den gamle medina i Sousse. Når du så endelig har bestemt dig, skal du til at prutte om prisen. Hvor mange dinarer vil du af med? Det er en del af charmen. Den gamle arabiske medina med de mange små kringlede gader, fremmedartede dufte og hyggelige cafeer er blot en af de mange attraktioner, som Sousse byder på. Sousse har rammerne til en fantastisk ferie.
Sousse er Tunesiens tredjestørste by. Det er en populær og moderne ferieby kendt for sine mange hyggelige restauranter, diskoteker, pubber og cafeer. Her er masser af gode muligheder for at købe alt fra friske appelsiner og vandpiber til smukke tørklæder og parfume. Ud over at shoppe i basaren i den gamle medina, kan du også handle i flotte indkøbscentrer eller på byens store søndagsmarked.
Sousse er en levende by i konstant udvikling. Byen vokser og vokser. Det er samtidig en gammel by med en mere end tusind år lang historie. Flere steder rundt i Sousse kan du fornemme byens historie. Et eksempel er byens store moske, der er en del af en fæstning fra 800-tallet. Gå en tur rundt i byen og nyd de mange indtryk af fortid og nutid.
Byen ligger smukt ud til Middelhavet, og hele vejen langs kysten finder du indbydende brede sandstrande, hvor det er svært ikke at slappe af, nyde solens varme stråler og ferielivet. De fleste strande er meget børnevenlige med lyst fint sand - fri for tang og sten. Vandet lokker med krystalklart vand. Sousse har rammerne til en perfekt afslappende badeferie.
Nord for centrum i Port El Kantaoui finder du den hyggelige og moderne lystbådehavn, som indbyder til en dejlig slentretur mellem de eksklusive yachter og skibe. Området bugner af cafeer og forretninger, og Port El Kantaouis mange restauranter er velbesøgte både i løbet af dagen og om aftenen, hvor der er en skøn og hyggelig stemning. Også de lokale tunesere valfarter til området og er med til at skabe en hyggelig atmosfære. I El Kantaoui finder du også en golfbane i særklasse.