Kun få kendte til Madeiras eksistens, før øen blev bosat af portugisere i 1420erne. Dengang som nu gjorde havets rige gaver det muligt at overleve og udnytte klippeøens få naturressourcer, og langs med hele kysten finder du pittoreske fiskerlejer og udsøgte fiskerestauranter. En elsket ret er espada, sort sabelfisk, der ofte serveres med små, lokale bananer. I århundreder var Madeira kendt for sin omfattende sukkerproduktion, men i dag er det Madeira-vinen, der er øens primære eksportvare, og mange rejser hertil for at smage de gyldne dråber direkte fra vinfadene. Vingårdene ligger spredt ud over hele øen, og besøgende er altid velkomne.
Madeira er en vulkanø, og de få naturstrande består mestendels af rullesten og lavasand. Rejser du til Madeira for at nyde Atlanterhavet, finder du dejlige strande ved bl.a. Calheto og Canico do Baixo. Lige uden for centrum af Funchal finder du et skønt og meget populært lidoområde med et havbad og solterrasser, hvor du kan nyde solen og varmen. Får al den gode feriemad bikinien til at stramme, kan det være tid til et par dejlige vandreture blandt de smukke, vilde blomster og grønne skråninger, der har givet Madeira tilnavnet ”blomsterøen”. Grundet manglen på ferskvand blev der allerede for flere hundrede år siden udhugget kunstige vandingskanaler, levadaer, der i dag er populære mål for flotte vandreture i den utæmmede natur.
Under din rejse til Madeira bør du aflægge mindst en visit i hovedbyen Funchal på sydkysten. Øens eneste storby byder på et livligt og overdådigt natteliv med restauranter, salsabarer og natklubber gavmildt spredt i de charmerende, brostensbelagte gader. I de små butikker er der rig mulighed for at tage et nærmere kig på de broderier og fletkurve, som de lokale kunsthåndværkere er så berømte for.
Fra Funchal kan du tage kabelbanen til Monte i bjergene og nyde den betagende udsigt over øen og Atlanterhavet. Der er også mulighed for at tage på hvalsafari, hvor delfiner og finhvaler er et hyppigt syn. Mødet med havets kæmper vil helt sikkert gøre din rejse til Madeira uforglemmelig.