Hvis du rejser til Salalah fra Muscat i sommerperioden, er det som at komme til en ny verden. Det er næsten ikke til at forestille sig, at Omans to største byer hører til på det samme kontinent. Fra midten af juni til midten af august kommer den årlige ’khareef’- sommerregnen - til Salalah og omdanner det tørre ørkenlandskab til et mikroklima, som er spirende grønt og frodigt og meget indtagende at gå på opdagelse i. I denne periode vil du se grønne dale, så langt øjet rækker, flotte vandfald og bjergtoppe dækket af tyk tågedis. Fra september måned begynder tørken igen, og fra december og frem til juni er der vidtstrakt og tør ørken på programmet.
Egnen omkring Salalah er fuld af små landsbyer ved kysten og i bjergene. I området ligger hundredvis af gamle forter og vagttårne spredt som tilfældigt kastede brikker i det bakkede og rå landskab.
Besøg også den lokale souk, hvor du kommer til at møde den venlige og imødekommende lokalbefolkning. Indsnus den sødlige duft af den lokale røgelse, som er blevet fremstillet på disse kanter i årtusinder, og som stadig anerkendes som noget af den bedste. Du kan også med fordel købe gode krydderier og guld- og sølvsmykker.
I regntiden blomstrer også turismen i Salalah. I byen afholdes hvert år i juli og august ’Khareef Festival’, hvor regntiden bydes velkommen med markeder, musik og mange forskellige kulturelle begivenheder.