En tur på Djemaa El-Fnaa, Marrakechs store centrale torv giver dig et koncentrat af Marrakech. Efter solnedgang forvandles pladsen til et herligt levende sted, hvor sanseapparatet virkelig kommer på arbejde. Her blandes alverdens lyde, lys og dufte med synet af gademusikanter, slangetæmmere, akrobater og medicinmænd med krukker fulde af pulvere, urter og tørrede slangeskind. Her er det en oplevelse bare at gå rundt og se virvaret folde sig ud.
Lad dig selv fare vild i medinaen, Marrakechs gamle bydel, hvor et vidtforgrenet net af smalle gader og stræder gemmer på hyggelige, blomstrende gårdhaver, som ikke kan ses fra gaden. ’Riyadhen’ – det traditionelle marokkanske hus - er nemlig uden vinduer ud til gaden. Flere af husene er omdannet til lækre hoteller, cafeer og restauranter, hvor du kan væde halsen med en kop aromatisk myntete og krydrede og velduftende retter fra ’taginen’ – et lertøjsfad, som danner fysisk ramme om fantastiske sammenkogte retter med f.eks. langtidstilberedt lam.
I byens kæmpestore ’souk’, som er over 800 år gammel, kan du besøge alverdens butikker og små værksteder med ekspertise inden for ethvert tænkeligt håndværk. Her kan du prøve dine handelstalenter af blandt tæppevævere, krydderisælgere og læderhåndværkere.
I det nyere område Gueliz er der fine cafeer, gourmet-restauranter og modebutikker, og i Hivernage-kvarteret kan du omgive dig med luksus på byens fineste hoteller. Marrakech leverer oplevelser for enhver smag og pengepung.