På landet i Toscana er det en god idé at kigge efter en 'agriturismo'. Rigtig mange gårde og små vinslotte byder på overnatning, hvor man kommer tæt på den lokale produktion. Måske laver gården sin egen honning eller ost, eller der produceres olivenolie, vin og grappa. En spændende måde at komme tæt på lokalbefolkningen, de vidunderligt smukke landlige områder og ikke mindst vinene og de mange lækre lokale råvarer.
Berømte vine som Brunello, Vino Nobile, Chianti og Vin Santo har alle deres oprindelsessted i Toscana. Det er både nemt og sjovt at tage ud og besøge nogle af regionens mange vingårde – især når du allerede befinder dig i de landlige omgivelser blandt vinstokke og olivenlunde. Turen rundt i landskabet bringer dig forbi det ene betagende scenarie efter det andet. Ud over vin dyrkes der bl.a. korn, oliven, tobak, ris og solsikker på de frugtbare jorder, og toscanernes kærlighed til deres råvarer ses tydeligt afspejlet i det lokale køkken, der er kendetegnet ved en på en gang forfinet og rustik tilgang til den traditionelle bondekost. Her har din risotto con funghi den helt rette, cremede konsistens, og bruschettaen med solmodne tomater smager, som du aldrig har oplevet den på en italiensk restaurant i Danmark. Glæd dig også til bugnende pastaretter, delikate oste og pølser, frisk carpaccio og saftige bøffer. Afslut med en forfriskende italiensk is eller den klassiske tiramisu.