Overalt i Amsterdam er der vand og broer. Ca. 1280 broer kan byen mønstre. Den mest populære er Magere Brug, den tynde bro, en typisk hollandsk bro, der går over Amstelfloden. En kanaltur i ”det nordlige Venedig” er en afslappet og fascinerende måde at opleve Amsterdam på. Blandt andet kan man se de mange, fantasifulde husbåde på tæt hold.
En seværdighed af den mere farverige slags er hele Jordaan, der stammer fra 1600-tallet og engang var Amsterdams arbejderkvarter. Her kan du købe de mest forunderlige ting og eksempelvis fordybe dig i en hel tandbørstebutik. Små vintagebutikker og lokalt, opfindsomt tøjdesign ligger side om side – og her er selvfølgelig også både kunstgallerier, fine restauranter og cafeer.
Shoppe kan man ligeledes på Abert Cuyp Markedet, der er åbent hver dag undtagen søndag med nogle af de laveste priser i Amsterdam. Her er over 300 stande med frugt, grønt, kød, tøj, kosmetik og sengetøj.
Midt i Amsterdam ligger Dam Plads, som måske ikke er den kønneste – men som tjener et godt formål som mødested for byboere og turister. Den mest dominerende bygning på pladsen er Det Royale Palads, som oprindelig blev brugt som rådhus. En anden meget populær plads i Amsterdam er Rembrandtplein, der er fyldt med pubber, cafeer og restauranter. Her mødes Amsterdams unge med turister i et animeret natteliv, flere steder med livemusik af hollandske musikere. Omkring Rembrandtplein ligger også en del klubber og gay-cafeer. Hoteller har kvarteret masser af.
Hvis du får brug for noget grønt eller bare slentre rundt en dag, er der både en stor Zoo lige midt i byen, og der er Vondelpark i den sydlige del af Amsterdam, i gåafstand fra de store museer. 10 millioner runder parken hvert år.
Overalt i Amsterdam kan du finde lejligheder, hoteller, pensionater og vandrehjem. Du kan endda være heldig at finde overnatning på en af de mange husbåde.