Når du svømmer blandt smukke koralrev og stimer af fisk, delfiner og havskildpadder, kan du være heldig at komme tæt på hvalhajer og rævehajer. Naturen i Filippinerne byder også på bl.a. bjerge, floder og tæt jungle. Befolkningen er venlig. Hvad enten du står i et gadekøkken i Manila, eller du sejler på en flod på Bohol, så bliver du mødt med store smil. Mange filippinere taler godt engelsk.
Når du rejser til Filippinerne, kan du fint kombinere en badeferie på en af de skønne øer med en storbyferie i hovedstaden Manila. Her er liv døgnet rundt og gader, der genlyder af både trafik og musik. Men Manila er også grønne parker og en smuk strandpromenade med hyggelige caféer. Manila er højhuse, der stræber mod himlen, men også fæstningsværker fra den spanske kolonitid. Manila bugner med markeder, hvor du kan købe alt fra friske blæksprutter til perler. I Manila finder du også den første Chinatown, der er grundlagt uden for Kina.