Fujairah er et af de mindste af de syv emirater og ligger cirka to timers kørsel fra Dubai. Fra de skønne, lange sandstrande er der på den ene side udsigt til Det Indiske Ocean og på den anden side en dramatisk udsigt til bjergene, der adskiller Fujairah fra ørkenen. Strandene er både brede og lavvandede, og er derfor meget børnevenlige. Hotellerne i Fujairah er alle af rigtig god standard.
Fujairah ligger lige ned til Det Indiske Ocean, hvor du finder en imponerende verden af liv under vandet, som kan udforskes med snorkelmaske og finner eller dykkertank på ryggen. Dyrker du vandsport, finder du alle muligheder her.
Rundt om Fujairah findes et uberørt og smukt bagland med bjerge og en rå natur, hvor de eventyrlystne kan vandre og opleve ørkenen og bjergene. Du kan også besøge den lille gamle bydel, som blandt andet rummer et interessant museum, som fortæller om tidligere tiders kultur og traditioner i det lille emirat før opdagelsen af olie.