All Inclusive på Cypern
De fleste, der rejser til Cypern, har deres base på den græske sydkyst, hvor de store All Inclusive-resorts ligger direkte ud til øens bedste badestrande. Ayia Napa på Cyperns østside er også et godt rejsemål for dig, der sætter pris på en livlig ferie. Det er Cyperns mest populære rejsemål med et godt natteliv, Europas største vandland og dejlige sandstrande. Du kan være heldig, at her er varmt allerede i april, men ellers er vejret bedst og varmest fra maj til oktober.
Er det livlige feriemiljø og All Inclusive-stilen i Ayia Napa ikke lige din kop the, kan du overveje et ophold i Paphos. Her er stemningen mere autentisk, og byen er et godt udgangspunkt for spændende udflugter til eksempelvis de antikke kongegrave og klostret Agios Neofytos, der er hugget ind i klipperne.
Både i og uden for feriebyerne kan du finde private pensionater, hvor både gæstfriheden og gastronomien er autentisk og oprigtig. Dobbelt så mange soltimer som i Danmark sikrer en god høst af frugt og grønt året rundt. Køkkenet er et skønt miks af arabisk, græsk, tyrkisk og fransk mad med islæt fra Armenien og Libanon. Lam, yoghurt, sesam, linser og citrusfrugter krydret med frisk koriander, mynte og basilikum.
Uanset hvor du befinder dig, bidrager den muntre lyd af cypriotisk folkemusik, de bugnende borde med delikate mezzes og den krydrede duft fra citrustræerne til at gøre din rejse til Cypern til en oplevelse for alle sanser.