Barbados er et ægte tropisk paradis, og de uspolerede strande er ikke kun smukke over vandet. De krystalklare vande har en enorm sigtbarhed og et farvestrålende liv under vandet, som gør øen til en af verdens bedste destinationer for dykning og snorkling. Dyk med kæmpestore havskildpadder eller prøv en vild fisketur, hvor du kan fange enorme barracudaer, som vil få enhver dansk lystfiskerhistorie til at blegne. Der er mulighed for alle former for vandsport, og især på østsiden af øen er strandene perfekte til windsurfing.
De første englændere landede på Barbados i 1628, hvor de kom til en forladt og ubeboet ø med perfekte betingelser for plantagedrift. Snart opstod Bridgetown, som hurtigt blev en vigtig handelsby i Caribien. I dag lægger mange af de caribiske krydstogtskibe til kaj ved Bridgetown for at se den flotte by, hvis gamle garnison, katedral, parlament og mange andre velbevarede bygninger er på UNESCOs liste over verdenskulturarv.
Barbados er Caribiens shopping-centrum, og de mange toldfri butikker i Bridgetowns hyggelige gågader lokker med alverdens lækre mærkevarer til fordelagtige priser.
En af Barbados’ største eksportvarer er øens berømte rom, som fremstilles af de sukkerrør, som her har så gode vækstbetingelser. Den første og mest kendte barbadiske rom er Mount Gay Rum, som inviterer turister til at besøge deres gamle destilleri, grundlagt helt tilbage i 1703. Her kan du blive klogere på fremstillingen og selvfølgelig smage gode produkter.
Besøg også den store drypstenshule Harrison’s Cave, som er blevet Barbados’ største turistattraktion. Her kører du med sporvogn ind i det store grottesystem, hvor du kan se de fantastiske formationer på nært hold. Sporvognen stopper ved et underjordisk vandfald, som vælter ned i en dyb og klar underjordisk sø. Gå en tur i den nærliggende Welchman Hall, som er en kløft beklædt med tropisk regnskov og masser af indfødte dyr og planter.
Spil en runde golf på øens syv flotte baner, som byder på golfoplevelser med storslåede udsigter og selvfølgelig et herligt klima.
Rund dagen af med en storslået middag med masser af de spændende fisk og skaldyr, som findes i farvandene omkring øen. Den barbadiske madkultur er en blanding af indisk, caribisk og britisk, og du må ikke snyde dig selv for en gang stegte fiskekager eller specialiteten grillet flyvefisk.