Med undtagelse af de øde ørkener rummer Tasmanien stort set alt det, du vil kunne opleve på en rejse til Australien, blot samlet på et langt mere overskueligt areal. Du ankommer med færgen fra Melbourne til Devonport på nordkysten. Et område, der er rigt på hyggelige, små byer, og hvor du kan opleve nogle af Tasmaniens bedste vingårde, ostemejerier og gallerier. Øens nordvestlige område er domineret af Tarkine, Australiens største regnskovsområde, hvor du kan besøge Tasmaniens ældste guldminer og fortabe dig i den overvældende frodighed og stilhed blandt de grønklædte bakker.
For mange danskere er navnet Hobart automatisk forbundet med vores kronprinsesse Mary, og mange rejser til Tasmanien for at følge Mary-ruten rundt på øen og se de steder, hvor Mary er født og opvokset. Hobart har dog langt mere at byde på. Øens næstældste by emmer af kolonihistorie, og gaderne er flankeret af yndige, historiske bygninger. Havnen er byens absolut dejligste område, hvor turistbåde, eksklusive yachts og ramponerede fiskekuttere bidrager til en afvekslende og livlig atmosfære.
På en halvø uden for byen ligger straffefangekolonien Port Arthur, der trods sin æstetiske fremtoning rummer en voldsom og skrækindjagende historie som afstraffelsescenter for pædofile, politikere og sociale ofre, der ofte blev sindssyge af den hårdhændede behandling.