Værelser
Billettype:
Tilføj flere destinationer
Voksne
Børn (0-17)
Billettype:
Flyselskaber:
Værelser

Kuala Lumpurs bedste skybars

Kuala Lumpur byder på en imponerende skyline, hvor kronjuvelen er de to mægtige Petronas-tårne, som rejser sig mere end 400 meter over jorden. Den bedste måde at få overblik over det hele er med en kølig drink på en af byens mange lækre skybars. Her kan du læse om tre af de bedste.

Den perfekte udsigt til Petronas Towers

Kuala Lumpurs højest beliggende bar er Marini’s on 57, som du finder i nabobygningen til de majestætiske Petronas Twin Towers. Fra barens udendørs terrasse på 57. etage er der en fantastisk panoramaudsigt over byen og de imposante nabotårne, som er blevet Kuala Lumpurs ubestridte vartegn. Indendørs er der både cigarlounge og en stilet italiensk restaurant, hvor gulv-til-loft-vinduerne sikrer, at du kan nyde den slående udsigt, mens du spiser.

http://www.marinis57.com/

Drinks på helikopterlandingspladsen

En cocktailbar på en helikopterlandingsplads? Ja, hvorfor ikke! Heli Bar Lounge spiller en dobbeltrolle som landingsplads for helikoptere om dagen og cool cocktailbar om natten. Når du endelig er kommet op af trapperne til landingspladsen/tagterrassen, bliver du belønnet med et enestående 360-graders vue over storbyens skyline, som hverken forstyrres af vinduer eller rækværk. Hvis du får nok (sandsynligvis ikke…), kan du fortsætte festen på baren nedenunder, som selvfølgelig er indrettet i et luftfartstema. DJ-pulten er lavet af dele af en gammel turbine fra en Boeing 747…

www.facebook.com/Heliloungebar

Klassisk og eksklusivt

På 33. etage af Traders Hotel finder du den eksklusive SkyBar, som byder på en halvt overdækket tagterrasse med fantastisk udsigt over Petronas Twin Towers. Indendørs er der loungestemning med lave sofaer ved vinduerne langs den aflange pool, som løber gennem baren. Dette er stedet at se og blive set i Kuala Lumpur, og så er det bare en bonus, at barens cocktails også er velshakede og skarpt tilsmagt.

http://www.skybar.com.my/

Likiso.com anvender cookies til analyse og genkendelse. Læs mere om cookies